Birgitta Lund  | works

Anna Krogh


Det er kun det fotografiske billede der for alvor kan. Skabe et egentligt spændingsfelt mellem kunst, fiktion og virkelighed. Det er det eneste medie som troværdigt kan etablere en illusion om, at billedet viser os noget virkeligt, noget eksisterende. Birgitta Lund kan med sine fotografier etablere dette spændingsfelt i helt overbevisende grad. Oftest præsenteres hendes billeder i serier således, at aflæsningen af det enkelte billede uvægerligt påvirker oplevelsen af det andet. I et billede af en ung dreng følger man intenst hans blikretning, i det næste ses et billede af en bygning. Man kommer i tvivl: Er det et rigtigt hus, en model eller et legehus? Er drengen bare en dukke? Kameraets vinkel, billedets beskæring, og kunstnerens brug af zoom slår tvivl om hvorvidt vi ser et billede af en virkelighed eller blot på en fiktiv minimodel af den.

Fotografiet er i dette kunstneriske univers frataget sin priviligerede position i forhold til den fysiske verden, Birgitta Lunds billeder fyldes af en imaginær verden, gennemtrængt af fantasi og forundring. Men selvom de er forankret i det sete, i det eksisterende, selvom man genkender det kendte, er billederne alligevel umiskendeligt surreelle; de visualiserer drømme, mareridt, længsler; alt det, der hører en anden (under)verden til.

Det er også lyset der gør det. Gør, at man ikke ukompliceret orienterer sig i de sanselige og forførende rum. Gør, at man synes at befinde sig i en parallel-verden af kulisser og statister. Både i hendes tidligere værkserie In Transit såvel som i hendes nyeste projekt The Garden spiller lyssætning en væsentlig rolle. Lysprikker, der både lyser op, men også henlægger rummet i dunkelhed. Det er et drømmeunivers, Birgitta Lund får skabt, mystisk, magisk, pirrende og poetisk. Hendes mini-verdner kan ses som en fiktionalisering af virkelighedens forekomster, en stemningsfyldt reportage over alt det øjet ikke fiksere, forklare. Men verden lurer lige bagved. Det er i virkeligheden den, det handler om.
 

Anna Krogh, mag.art, kunsthistorie, inspektør på Kunsthallen Brandts, marts 2010.


 

BirgittaLundTheGarden
books
commissions
press
contact
news
Miniworlds
Birgitta Lund  |